Et helt liv med hunde

Lene er en rigtig hundeelsker. Fra hun var 17 år og frem til i dag hvor hun er 59 år, har hun næsten uafbrudt haft hund. Det hele startede med en sort labrador ved navn Jasper, og idag er det en dansk svensk gårdhund ved navn Buster, som Lene er sammen med. Vi er meget glade for, at Lene vil dele hendes tanker om, hvad hendes forhold til hunde har betydet gennem hendes liv.

Fortæl os, hvad betød det for en 17-årig teenager pludselig at være i et forhold med Jasper?

Jeg havde ønsket mig en hund i mange år, mange af mine venner var vokset op med hunde, så jeg havde en solid idé om, hvad det ville indebære at få hund, men mine forældre havde indtil da altid nægtet mig en hund. Så en dag fik en af mine fars venner den sødeste labrador-hvalp, og han fortalte min far, at alle labrador-hvalpene var blevet anbragt i nye familier, bortset fra en han-hvalp, som ingen ville have, af en grund, jeg ikke kender til. Så snart det gik op for mig, at en han-hvalp søgte nyt hjem tiggede og tryglede jeg mine forældre om at få den lille han-hvalp og lovede, at jeg ville passe den. Så det var faktisk mig, der virkelig ville have en hund.

Jeg kaldte ham Jasper. Jasper og jeg brugte timer på at være ude. Vi elskede begge de lange gåture i naturen uanset vejret. Vi trænede meget sammen og opnåede store ting. Jeg føler virkelig, at vi blev bedste venner, og sammen blev vi en del af et fællesskab med mine andre venner, som også havde hund. Der er i hvert fald ingen tvivl fra min side om, at jeg virkelig elskede Jasper, han var min første hund, og jeg var fuldstændig hengiven til ham. 

Du fortalte os, at det var tilfældigheder, der førte til, du har haft mange forskellige hunderacer. Du started som nævnt med en Labrador, gik over til en Newfoundland-hund og idag har du en dansk svensk gårdhund. Det synes vi er ret fascinerede. Ofte har folk jo den samme type hund hele livet. Var der forskel på den måde, du kunne interagere med dine forskellige hunde på? For os ser det ud til, at en Labrador langt fra er en Newfoundland-hund, og så igen er en dansk svensk gårdhund noget helt andet.

Jeg forstår, at der er en del forskel på de racer, jeg har haft, men der er også mange ligheder, og det har været det sidste, vi har dyrket. Så for at prøve at besvare dit spørgsmål, bortset fra den fysiske størrelse af hundene, har jeg ikke bemærket forskellen, der stammer fra deres forskellige racer. Alle mine hunde har elsket at være ude i naturen, at blive aktivt udfordret i forskellige aktiviteter, og det er dette friluftsliv, der har været kernen i mit forhold til alle mine hunde.

Følelsesmæssigt er det det samme, for alle mine hunde har jeg følt et særligt bånd af hengivenhed, loyalitet og kærlighed. Det er vist lidt ligesom at have mange børn, man kan ikke lade være med at elske dem alle sammen (Lene smiler).      

Mange mennesker tager stadig deres hund med i graven rundt om i verden, en praksis som ikke er understøttet her i Danmark, hvor vi bor. Er det noget, du kan relatere til, at mennesker, der har levet og elsket deres hund i deres testamente vælger, at deres hund skal med dem i himlen?

Det er et meget svært spørgsmål at besvare. Der er vel en begrundelse for både at forstå og ikke at forstå. Jeg vil antage i alle tilfælde, at folk gør det af kærlighed til deres hund. Lad os sige, at en hund har boet sammen med en gammel, pensioneret kvinde i 7 år, og der er ingen andre, som hunden kender godt, da hunden og kvinden har været sammen hvert minut i de sidste 7 år. Hvem kunne så overhovedet passe denne hund, i hundens øjne, hvis kvinden går bort? På den anden side, havde hunden været meget yngre, kan du hævde, at den kunne tilpasse sig en ny kærlig familie, der vidste, hvordan man nærmer sig en sørgende hund, men jeg ved det faktisk ikke, det er trods alt et meget komplekst spørgsmål.